Om Estin
Tine Boserup grundlagde Estin i 1979. Når bogstaverne i grundlæggerens navn flyttes rundt og tilføjes et -s, lyder det straks mere eksotisk:
ESTIN. Udgangspunktet var det franske køkken, men hurtigt fyldte den grønne mad mere og mere. Kirsten Kerr, bedre kendt under navnet Kis, var egentlig bibliotekar, men hun drømte om at lære køkkenhåndværket fra bunden. Tine tog hende i lære, Kis blev forretningspartner og overtog stedet efter halvandet år. Det er nu 30 år og mange rødbedesalater siden.
Estins Madmanifest
Vi laver alt fra bunden. Vi piller mange rødbeder og hakker mange gulerødder. Kniv og hakkebræt er de vigtigste redskaber.
Kører man grøntsager igennem en foodprocessor, forsvinder saften, kraften og spændstigheden.
Hvis man bruger maskiner til at lave maden, bliver den helt pulveriseret, og strukturen forsvinder.
Kis mener at grøn mad, som jorden har givet os, bør have en stor plads i vores hverdag.
-
Vi ved alle sammen godt, hvad vi skal spise, men vi har svært ved at mærke os selv, fordi vi har så travlt.
-
Det behøver ikke at være tungt at snitte nogle grøntsager og lave god mad.
-
Vi holder ikke meget af normalitetsbegrebet. Det er en konstruktion. Hvis man forsøger at leve op til det normale, snyder man sig selv. Vi må ikke være alt for konforme. Vi skal se på vores forskelligheder og skabe rum for mangfoldighed.
-
Alle vores retter har et touch af en medarbejder, som har været her engang.
-
Vi vil gerne fokusere på folks gode sider. vi ved, at alle mennesker kan skabe noget nyt.
-
Mange arbejder her i kortere periode af deres liv. Bare det at snakke med andre og lytte gør en stor forskel. De finder måske ud af, hvad det egentlig er, de skal.
-
Kærligheden til det grønne er drivkraften for os. Det er fantastisk smukt at stå med, og når vi har lavet maden færdig, er der et væld af farver på bordet.
-
En kærlighed til grøn mad gavner også kroppen, og vores mad sikrer et varieret og næringsrigt måltid som giver dig energi til resten af dagen.